|
Der sker noget, når man læser et digt. Det kan føles som en rislen ned ad rygsøjlen, som noget lynende eller ildnende, det kan virke ufatteligt og ubestemmeligt, i et øjeblik kan tiden pludselig gå i stå. Det kan beskrives som et sus eller et brus, som WAUW eller wusjh ? og det kan kaldes intensitet. Intensitet er netop, hvad den tyske litterat Karl Heinz Bohrer kalder det. I løbet af sit forfatterskab forsøger han at vise og beskrive, hvad det er, og hvornår det opstår i litteraturen og kunsten. Og det er med udgangspunkt i Bohrers beskrivelser og overvejelser over intensitetens væsen, at der i bogen her foreslås en indkredsning af hvad intensiteten egentlig er, og desuden hvordan man kan læse med og efter intensitet ? og, vigtigst af alt, uden at overse den. For er litteraturens mening og meningen med litteraturen ikke egentlig dens intensitet? Hvorfor ikke ? i stedet for at lede efter en mening, der skulle ligge skjult et sted ? bare lade digtet virke og forføre i dets umiddelbare og overvældene intensitet. I stedet for at tage den intense oplevelse for givet, eller måske helt glemme den, følge ordenes vandren i digtet; i farverige sammenstød, i metaforers og metonymiers sammenslyngninger og forskydninger, i billeder der bliver til og flyder ind over hinanden, i betydninger der farer vild, og i al den musik, som får lyd i læsningen. Det er med en opmærksomhed for den slags oplevelser, og med udgangspunkt i Bohrers intensitetsforståelse, at en række danske digte fra Johs. V. Jensen til Henrik Nordbrandt og Signe Gjessing her genlæses
|
